Nogen der vil tolke?

Jacob og jeg er inde i et storcenter med masser af børnetøj. Jacob virker lidt fraværende. Da vi når ned til enden af centeret spørger jeg, hvorfor han vil fortsætte – der er jo ikke mere. ”jo det er hernede jeg hører til” siger han mut. Vi går ind af en dør og der ligger et tæppe som han vikler rundt om kroppen.

Vi fortsætter ud af en lang snørklet gang. ”Har du småpenge?” Spørger han. Øhh nej det har jeg ikke, og jeg kan ikke se hvad vi skal betale for (her har jeg fået fornemmelsen af, at det er en form for sekt der holder til her, og at min søde kæreste desværre er med i det) ”Nu er vi kommet så langt og så skal man betale for at have brugt stedet – ellers kommer vi ikke ud af døren” siger han. Rundt om os hænger der billeder på væggene, og af og til kommer en person viklet ind i tæpper og nikker venligt til os. Jeg vil egentlig bare tilbage og ud af centret den vej vi kom fra, og da vi ingen penge har, går Jacob et kort øjeblik med til at prøve, så vi gemmer os under en trappe. Jacob er stiv som et bræt og virkelig bange for, at nogen skal se os. Pludselig træder en stor Stig Rossen-lignende mand frem og slå armene ud. Han er meget venlig, og Jacob forklarer ham det som det er, Stig siger at vi bare kan gå ud af dén dør og peger. Det er okay. Så er jeg tilfreds igen, men stadig forvirret over alt det her – hvad er det Jacob er involveret i?

Vi går på gaden og diskutere, jeg er ret sur og stiller en masse spørgsmål. Vi kommer til et stort trafikeret kryds, hvor der er mange mennesker – festivalgæster ligner det. Det er mørkt og svært at orientere sig. Vi kan ikke finde ud af hvilken vej vi skal, men går over alligevel. Her snakker vi lidt om hvilken vej vi så skal over, og træffer vores valg. Den tredje vej går jeg så over og Jacob er blevet væk for mig. Jeg kan se ham i det fjerne (stadig viklet ind i det tæppe) Han går tilbage hvor vi kom fra. Jeg bliver forvirret og lettere panisk, for pga. alle de mennesker og rødt lys, kan jeg ikke bare komme hen til ham. Råber af fulde kraft ”JACOOOOOOOB!!!” Og alle andre end dig lader til at høre det. Du går og går – væk fra mig. Jeg ved ikke om du er sur og bare vil væk, eller om du vitterligt ikke kan høre mig.

Så finder jeg et stykke papir og skriver ”Jacob Hansen savnes” med en næsten usynlig skrift. Tror ikke kuglepennen virker, men lidt efter lidt bliver ordene tydelige og kan læses. Imens jeg er ved at sætte det op i et busskur, ser jeg en pige fra min gamle parallelklasse i folkeskolen. Marianne. Vi snakker lidt om at du er blevet væk, men pludselig ser hun helt skræmt ud og råber med gråd i stemmen ”NEJ! Der ligger noget derude” og peger ud i krydset. Jeg kigger derud og ser en klump langs den ene vej i krydset. Lidt efter bliver det tydeligere – det er en mand som ligger på ryggen med det ene ben bøjet. Det er Jacob.