Tre år!

Ja i dag er det tre heeele år siden mit liv forandrededes..dedes. Jacob og jeg (ja bare navnet "jacob".. jeg vidste at det var det perfekte kæreste-navn til mig) Nå men vi skulle mødes og sommerfuglene baskede for sinder vildt rundt i min mave. Foran biblioteket 19.30 (mener jeg) og jeg var der først. Så kom han cyklende. Wauw en fin cykel tænkte jeg..

Inden denne her store dag, havde jeg allerede set ind i hans øjne og vidste at ham her var en keeper. Det lyder helt vildt cheasy det her, men jeg så seriøst lige igennem ham og VIDSTE at ham her skulle føde mine børn. Eller hvad det hedder... Hans rolige ærlige smukke øjne fik mig til at føle mig tryg fra første minut. Vi krammede forsigtigt. I ved de der "goddag-kram" man giver til folk man ikke rigtigt kender - men som da alligevel skal have en krammer.. Lidt underligt koncept egentlig..

Ham: Er du nervøs?

Mig: Mm. Er du?

Ham: Ja lidt..

Og lige dér faldt jeg. (ikke bogstaveligt heldigvis) Jeg tror aldrig før jeg havde mødt en mand, der ville stå ved, at han havde nerver på over sådan noget. Det var dejligt. Men jeg VAR nervøs for det her SKULLE gå godt. Jeg havde som sagt set ham før, men nu skulle det så testes om den der berømte kemi var dér. Tror jeg nOk den var :D

For at få sommerfuglene til at slappe lidt af, bestilte vi den ene store kæmpe promilleholdige fadøl efter den anden. Det hjalp. Vi snakkede jo skide godt sammen. Det eneste problem jeg som sådan tænkte over var, om det her virkelig kunne passe? ALT hvad han sagde og gjorde var perfekt! Selv om hans familie og fortid og sådan - det hele var lige efter Lenes hovede.

Efter x antal øl lavede vi så teenage-tricket over dem alle: To mand på én cykel. Ham med mig bagpå gennem mørke Århus. Jeg skreg af grin for det var så vildt at sidde dér og lade ham styre det hele. Uh jeg hader sådan noget, men den her aften var det bare perfekt.

Korte af lange: 2. date snakkede vi om søde navne til vores børn. Efter godt en måned flyttede vi sammen i mini-lejlighed på Vestergade. Efter 5 mdr. prøvede vi om vi kunne lave sådan en baby - det kunne vi godt. Første hug som man siger :D Men desværre aborterede jeg da vi var allerlængst væk fra hinanden. Faktisk den eneste gang vi har været så langt væk fra hinanden. Nå men vi kom hurtigt efter det igen, og producerede så hende den lille bøf vi har hos os nu. I år friede han så og... ej måske skulle jeg bare stoppe...? Vel ingen grund til at fortælle hele vores livshistorie.. Eller.. ja tre år er det så kun. Men troldmand: Jeg ælsger ælsger ælsger dig. Elsker!! Og det der jeg sagde den første aften med, at vi hellere måtte tage det stille og roligt - skal vi ikke bare glemme det?

Men nok snak om sweet sweet løøøøv for hvad sker der lige med det LOST dér så?? JEZUZ det er forfærdeligt at vi skal vente med næste afsnit indtil foråret!! Som i NÆSTE år! Altså jeg ved slet ikke hvordan vi skal klare os? Holde det ud? Jamen.. jeg KAN ikke vente! VI kan ikke! Næste år det er jo.. det er jo.. Herning-året?! Et helt andet liv! Det virker så langt væk..